Vi plejede at være såkaldte jæger-samlere og skaffede mad ude i naturen, fx ved at jage og samle frugt. Senere gik vi over til landbruget, hvor man gror eller opdrætter sin mad. I begge tilfælde gælder, at folkeslag, der stadig lever som vi gjorde dengang, stort set aldrig er overvægtige.
I dag er vi imidlertid gået over til i stigende grad at spise fabriksproduceret mad. Det er et problem, fordi fødevarevirksomheder er underlagt samme økonomiske lov som andre virksomheder: Maksimer profitten.
Det gør man ved at sørge for, at folk spiser så meget af ens mad som muligt. Menneskekroppen har indbygget appetitregulering, der sørger for, vi bliver sultne, når vi mangler energi, og stopper, når vi har fået nok mad. Men hvis ens mål er at sælge så meget mad som muligt, er appetitreguleringen ens fjende. Så når fødevarevirksomhederne designer deres produkter, har de to mål: Skab trang og mæt ikke. Det sikrer man ved at eksperimentere med både mus og mennesker. Man afprøver variationer af sin opskrift og søger efter såkaldte ”lyksalighedspunkter”, hvor sammensætninger af sukker og fedt, giver maksimal appetit. Man udformer opskriften til at undgå mættende elementer som kostfiber og protein. Og man arbejder med alt fra smagsforstærkere til madens tekstur, mundfølelse, udseende og duft.
Resultatet er fødevarer, der er unikt appetitstimulerende. I studier spiser folk over 500 kcal mere om dagen, når de spiser ultraforarbejdet mad vs uforarbejdet mad. Derfor tager de på, og det er her, vi finder kilden til majoriteten af de helbredsproblemer, ultraforarbejdet mad forårsager.
Vi kan bl.a. se på vægttabsmedicinens succes, at en lang række af de helbredsproblemer, vi døjer med i dag, skyldes overvægt. Taber folk sig, forbedres eller forsvinder de. Så når folk tager på, går det selvfølgelig den anden vej. Derudover indeholder ultraforarbejdet mad ofte store mængder salt, der er tiltrækkende for de fleste dyr på land, men som i store mængder øger risikoen for at udvikle højt blodtryk og dermed siden blodpropper, hjerneblødninger og demens.
Det er dog vigtigt at slå fast, at problemet IKKE i sig selv er det faktum, at en fødevare er forarbejdet. Man kan sagtens lave ultraforarbejdet mad, der er designet til at promovere godt helbred – fx ved at være beriget med kostfiber og protein. Valleprotein er et godt eksempel. Det fremstilles indsutrielt ved at adskille valle fra resten af elementerne i mælk og derefter tilføjes sødemidler og diverse smagsstoffer. Det gør valleprotein til en ultraforarbejdet fødevare. Men valleprotein er ikke usundt. Tværtimod har det flere gavnlige effekter – muskeltilvækst (selv hos ældre mennesker), knoglestyrke og vægttab (fordi protein er mættende).
Så begrebet ”ultraforarbejdet mad” som noget udelukkende negativt er en smule misvisende. Det ville være mere korrekt at bruge den betegnelse, jeg også bruger i Vanedyr – ”mad-superstimuli”.
