Dine sundhedsvaner handler ikke kun om dig
Hvis du ønsker at tabe dig, blive mere fysisk aktiv eller stoppe med at ryge, er der én faktor, som ofte bliver overset: den person, du deler din hverdag med.
Forskning viser nemlig, at din partner kan have afgørende betydning for, om du lykkes med at ændre dine sundhedsvaner. Det skyldes ikke manglende viljestyrke – men at vores vaner i høj grad formes af de mennesker og omgivelser, vi lever i.
Vi er ikke skabt til det moderne sundhedsliv
Forestil dig, at du tager en tidsrejse tilbage til jæger-samler-tiden og møder dine forfædre. Du vil – til deres store overraskelse – fortælle, at du helt frivilligt løber rundt på gader og stræder og løfter tunge vægte for at holde dig sund og undgå at blive overvægtig.
De kan slet ikke begribe, at du udsætter dig selv for arbejde, der forbrænder kalorier, når de har så svært ved at få tilstrækkeligt af selvsamme.
Det illustrerer en vigtig pointe: Mennesket er ikke evolutionært indrettet til at vælge de sunde løsninger. Tværtimod kræver det ofte en bevidst indsats at prioritere motion, sund kost og andre gode vaner i et samfund, hvor kalorierig mad og stillesiddende arbejde er normen.
Din partner er en del af dit sundhedsmiljø
Heldigvis har vi i det moderne samfund en masse dygtige forskere, der hver eneste dag vier deres liv til at finde ud af, hvordan vi kan optimere vores liv som vanedyr.
Forskerne har blandt andet fundet ud af, at vi er sociale dyr, og at vores adfærd formes af omgivelserne i langt højere grad, end vi bryder os om at indrømme. Det gælder særligt den person, vi deler hverdag med.
Vi spiser de samme måltider, har de samme rutiner og påvirker hinandens vaner – ofte uden at tænke over det.
Den person, du kommer hjem til, er med andre ord en central del af dit sundhedsmiljø, der kan tippe vægtskålen i såvel den positive som negative retning.
Hvad siger forskningen?
Studier viser, at sandsynligheden for at lykkes med en sundhedsforandring stiger markant, når ens partner arbejder mod det samme mål. Det blev således vist, at man øgede sin sandsynlighed for at blive mere aktiv med 168 % (fra 25 % til 67 %), hvis ens partner samtidig øgede sit aktivitetsniveau.
Det er ikke en lille forskel. Det er forskellen på, om det lykkes eller ej for langt de fleste.
Mønsteret gentager sig, når vi ser på vægttab og rygning. Omkring tre gange så mange lykkes med at tabe sig, hvis deres partner også ønsker at tabe sig.
Det skyldes sandsynligvis, at det sociale miljø derhjemme ændrer sig: Der handles anderledes ind, der laves anderledes mad, og de daglige valg træffes i en ny kontekst.
Ligeledes øges sandsynligheden for rygestop med 525 % (fra 8 % til 50 %), hvis ens partner også stopper med at ryge. Der er intet magisk over hverken vægttab, rygning eller fysisk aktivitet, og man vil derfor forvente en lignende effekt i andre sundhedsvaner, hvis man har sin partner med sig.
Tallene er bemærkelsesværdige, men budskabet er enkelt: Den person, du deler din hverdag med, har en større indflydelse på dine sundhedsvaner, end du måske går og tror.
Hvad kan du gøre?
Det betyder ikke, at du ikke kan nå dine sundhedsmål alene. Men det betyder, at du statistisk set har langt bedre odds, hvis din partner er med.
Hos Helbredspartner oplever vi det samme: par opnår bedre og mere varige resultater, når de arbejder sammen om deres sundhed. Derfor har vi gjort det muligt at tage vores sundhedsanalyse to sammen – uanset om det er din kæreste, ven eller familiemedlem.
I følges ad gennem testene og får hver jeres personlige rapport og gennemgang. Det gør det både til en hyggelig oplevelse sammen og skaber et fælles afsæt for at omsætte indsigterne til konkrete vaner og handlinger i hverdagen.
Læs mere om Sundhedsanalyse til to →
Kilder:
Jackson SE et al. The influence of partner’s behavior on health behavior change: the English Longitudinal Study of Ageing: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/25599511/
Cobb LK et al. Spousal Influence on Physical Activity in Middle-Aged and Older Adults: https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC4772433/
